Katolsk synd

Højtideligholdelsen af tilgivelsens dag var udtrykkeligt ønsket af paven som et mægtigt tegn i dette jubelår, som ifølge sin natur er en tid til omvendelse. Alle har syndet, og ingen kan hævde at være retfærdig over for Gud sml. Kristne opfordres til at erkende de forseelser, som de har begået over for Gud og dem, de har krænket ved deres handlinger. Lad dem gøre dette uden at søge noget til gengæld, men kun styrkede af, at 'Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter' Rom 5,5 " Incarnationis Mysterium, 11; sml.

Tertio Millennio Adveniente, Ved en eukaristisk fejring ved begyndelsen af sin faste-valfart, og således i en taksigelse til Herren bekender, forkynder og lovpriser Kirken derfor Guds gerning i sig gennem kristendommens forgangne to tusinde år. Herren har levet og været nærværende i sin kirke, og gennem helgenerne har han vist, at han vedbliver med at virke i menneskehedens historie, midt i sit fællesskab.

Ganske vist vedbliver kristne trods deres indlemmelse i Kristi legeme som pilgrimme og vejfarende imod Guds rige med at være syndere, skrøbelige og svage og genstand for Satans, denne verdens fyrstes, fristelser. I hver generation har Kirkens hellighed lyst op, bevidnet af talløse af dens sønner og døtre; alligevel er denne hellighed blevet svækket af den stadige tilstedeværelse af synd, der bebyrder Guds folks pilgrimsvandring.

Kirken kan både synge et Magnificat, for hvad Gud har udrettet i den, og et Miserere for de kristnes synder, for hvilke den altid har brug for renselse, bod og fornyelse sml.

Syv dødssynder - Wikipedia, den frie encyklopædi

Lumen Gentium, 8. Kirken "kan ikke overskride tærsklen til det nye årtusind uden at få sine børn til at rense sig ved anger fra vildfarelser, frafald, selvmodsigelser og forsinkelser" Tertio Millennio Adveniente, Som følge deraf er en liturgi, der søger tilgivelse fra Gud for synder, der er begået af kristne ned gennem århundrederne, ikke blot legitim, men den er også det mest passende middel til at udtrykke anger og opnå renselse.

Pave Johannes Paul II bekender som Kirkens overhoved de kristnes synder gennem århundrederne ned til vor egen tid i bevidsthed om, at Kirken er et unikt fænomen i historien, "en enkelt mystisk person". Kirken er et fællesskab af helgener, men der eksisterer også en syndens solidaritet blandt Guds folks medlemmer: indehaverne af Petersembedet, biskopper, præster, ordensfolk og troende lægfolk.

Denne liturgi, der minder om de begåede synder, konkretiserer bønnen om tilgivelse og åbner vejen for en forpligtelse ikke blot overfor Gud, men også over for mennesker; den indvarsler en omvendelses vandring og en forandring ansigt til ansigt med fortiden. At bekende vore synder og vore forgængeres synder er en passende handling fra Kirkens side, for den har altid følt sig forpligtet til at erkende sine børns forseelser og stille sig ansigt til ansigt med sandheden om begåede synder.

Ligesom Guds folk i Det gamle Testamente, der bekendte synden med guldkalven og bevarede mindet derom for alle tider, og urkirken i Det nye Testamente, som erkendte og mindedes Peters fornægtelse uden at benægte eller formindske den, således bekendtgør og bekender Kirke i dag, gennem Peters efterfølger, kristnes fejl i alle tidsaldre. Omtalen af fejl og synder må i en liturgi være oprigtig og i stand til at beskrive skyld nærmere; alligevel må den i betragtning af antallet af synder, der er begåede i løbet af tyve århundreder, nødvendigvis være ret summarisk.

S - Sakrament, Sjukkommunion, Skärseld, Spiritualitet, Synd

Det er også rimeligt, at den tager hensyn til de indrømmelser af synd, der allerede er foretaget både af pave Paul VI og af pave Johannes Paul II selv ved talrige lejligheder i løbet af hans pontifikat. Én ting må stærkt pointeres: pavens bekendelse af synder er henvendt til Gud, som alene kan tilgive synder, men den foretages også over for mennesker, hvem kristnes ansvar ikke kan skjules for.

Denne bekendelse medfører ikke en dom over dem, der er gået forud for os; dommen tilkommer Gud alene og vil blive bekendtgjort på den yderste dag. Kristne i dag tror ikke, at de er "bedre end deres fædre" sml. Som følge deraf peger bekendelsen tydeligt på visse historiske fejl, men de ansvarlige personer hverken dømmes eller nævnes ved navn. Bekendelsen foregår inden for den sammenhæng, der udgøres af synderes solidaritet: nutidens døbte er bevidste om deres forbindelse med fortidens døbte.

Der fældes ikke dom over tidligere tiders kristne, og formildende omstændigheder overses heller ikke, men der udtrykkes beklagelse, og det onde, der er gjort, bekendes, idet vi selv påtager os vore forgængeres fejl.

Synd

Ved at sætte højdepunktet af syndsbekendelsen i forbindelse med liturgien, ønsker pave Johannes Paul II at vise, at denne handling har sin egen indre betydning og stræber efter at rense mindet og nå til forsoning mellem kristne og mellem Kirken og menneskeheden. At bekende kristnes historiske synder har imidlertid ikke kun til hensigt at rense mindet: det er også tænkt så vel som en lejlighed til en ændring af mentaliteten og visse holdninger i Kirken som begyndelsen til en ny lære for fremtiden i bevidstheden om, at fortidens synder vedvarer som fristelser i nutiden.

Bikta sig Har del (ar) vrede, frosseri, avund, girighet, lättja, lust, högmod.

Katolik regler Denne artikkelen handler om de syv dødssynder som kjent fra katolsk tradisjon.

Äktenskap katolska kyrkan Begrebet ”synd” er et uhyre centralt begreb i kristendommen, og det hænger tæt sammen med begrebet tilgivelse.

Bekendelsen af synder er et middel til at støtte dialog, forsoning og fred. Denne liturgi er en tjeneste for sandhed: Kirken er ikke bange for at stå ansigt til ansigt med kristnes synder, når den bliver bevidst om deres fejl. Den er en tjeneste for tro: indrømmelsen og bekendelsen af synder åbner vejen for en fornyet troskab over for Herren. Den er en tjeneste for kærlighed; et vidnesbyrd om kærlighed i ydmygheden hos en, der beder om tilgivelse.

Kirken optræder også som lærer, når den beder Herren om forladelse og tilgivelse af synder.

MINDES OG FORSONES - Kirken og fortidens forseelser

Ved siden af confessio-alteret i Peterskirken står det krucifiks fra det femtende århundrede fra kirken San Marcello al Corso, der traditionelt er blevet æret i Peterskirken i løbet af de hellige år. Krucifiksets tilstedeværelse skal betone, at bekendelsen af synder og bønnen om tilgivelse er henvendt til Gud, som er den eneste, der kan tilgive synder. Ved begyndelsen af højtideligheden holder paven sammen med de koncelebrerende kardinaler en "statio" foran Michelangelos Pietà ved indgangen til kirken: Kirken ønsker ligesom Maria at omfavne den korsfæstede Frelser, at tage ansvar for sine børns fortid og bønfalde Faderen om tilgivelse.